To mænd efterlyses efter bølge af tyverier

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser to mænd, der formodes at stå bag mindst ti butikstyverier mod den samme butik.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Efter en stribe af tyverier mod Kvickly på Søtorvet i Silkeborg beder politiet nu om offentlighedens hjælp til at finde de formodede gerningsmænd.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der har været mindst ti tilfælde af tyveri af spiritus til en samlet værdi af over 10.000 kroner.

  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Tyverierne er foregået ved, at mændene har lagt spiritusflaskerne i en indkøbsvogn, hvorefter de har flyttet sig væk fra overvågningskameraernes søgelys. Her har de fyldt en sort rygsæk med et gult ”CAT”-logo, hvorefter de har forladt butikken.

Læs også Letbane-kaos: Anden gang på en uge samme fejl stopper togene

De er ofte gået ud gennem selvbetjeningslinjen, hvor en tredje gerningsmand har ventet ved udgangen. Den tredje mand har politiet dog intet signalement af.

Hvis man ved, hvem mændene er, eller hvor de befinder sig, kan man kontakte politiet på tlf. 114.

Signalement af mændene:

Gerningsmand A:

- Mand

- 25-30 år gammel

- Ca. 170 cm. høj

- Almindelig af bygning

- Kort sort hår

- Iført sort hættetrøje med hvide ærmer og hvidt på ryggen

- Sorte bukser

- Medbragte sort rygsæk med gult "CAT"-logo

 

Gerningsmand B:

- Mand

- 25-30 år gammel

- Ca. 170 cm. høj

- Almindelig af bygning

- Kort sort hår, dog med længere pandehår

- Iført sort tøj og havde forbinding om højre hånd henover knoerne

  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi