Mænd bagbundet og berøvet
To mænd blev i nat overrumplet i deres lejlighed i Århus. Gerningsmændene stjal ure, computere og penge.
Midt om natten blev to mænd i Århus overrumplet i deres lejlighed. Gerningsmændene bandt deres ofre og stak af med både tre computere, armbåndsure og nogle kontanter.
Politiet i Århus oplyser, at de tre maskerede mænd klokken fem onsdag morgen brækkede hoveddøren op til en etageejendom i Mejlgade. De gik op til en lejlighed på anden sal og ringede på, og da døren blev åbnet, trængte de ind og bandt de to mænd, der bor på stedet.
Efter at røvertrioen var forsvundet, fik de to bundne mænd dog tilkaldt noget hjælp, så de kunne komme fri.
Politiet kunne onsdag morgen ikke sige, hvorfor det lige var den lejlighed, som mændene havde udset sig. /ritzau/