Mænd anholdt for stole-tyveri
Gemte tyvekosterne i bilen
To mænd på henholdsvis 23 og 24 år er blevet anholdt og sigtet for et indbrud begået i en villa i Højbjerg i sidste uge.
Ifølge Østjyllands Politi blev de to mænd anholdt, da de sidst på eftermiddagen i går helt rutinemæssigt blev standset af en patruljevogn i Aarhus.
Efter at have standset mændene opdagede betjentene, at der befandt sig fire stjålne Wegner-stole i deres bil. Stolene stammer fra indbruddet i villaen i Højbjerg i sidste uge.
De to mænd blev derfor straks anholdt.
- Senere blev de to mænds boliger ransaget. Her blev der fundet en række effekter, der også stammer fra forskellige indbrud, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De to mænd bor i henholdsvis Aarhus Vest og på Fyn. De bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, tirsdag.