To mænd anholdt efter drabsforsøg i Hammel
Politiet i Århus afhører i øjeblikket to yngre mænd, der er mistænkt for at stå bag et knivstik, der var tæt på at koste offeret livet.
1. apr 2010, kl. 15:22
Mere end 30 dage gammel
Det lykkedes torsdag morgen lægerne at redde en yngre mand, der var i livsfare efter et knivstik i maven.
Manden blev ved fem-tiden overfaldet i sit hjem på Gjerngården i Hammel vest for Århus.
To mænd sparkede døren ind og under det efterfølgende slagsmål, blev beboeren stukket i maven.
Mens manden var på operationsbordet, fandt Østjyllands Politi ved hjælp af afhøringer i området frem til to andre mænd, der nu mistænkes for knivstikkeriet.
Politiet kender dog ikke motivet til drabsforsøget endnu.
/ritzau/