Mænd amok på kirkegård
En eller flere ukendte gerningsmænd har væltet 179 gravsten på Vestre Kirkegård i Århus.
En række pårørende til efterladte, der ligger begravet på Vestre Kirkegård i Århus, modtager snart en yderst ubehagelig besked med posten.
Natten til i går har en eller flere ukendte gerningsmænd væltet i alt 179 gravsten, hvoraf de 25 er ødelagt. Skaderne blev opgjort i går, og i løbet af i dag vil stadsgartneren sende et brev til gravstedernes ejere.
En lille håndfuld af de ødelagte gravsteder er fredede monumenter, som ejes og vedligeholdes af Århus Kommune. De resterende 20 ødelagte gravsten må de pårørende imidlertid selv bekoste reparationen af.
Århus Politi mener, at der har været flere personer om hærværket. Sikkert er det, at der i forbindelse med efterforskningen er fundet fodaftryk fra tre personer.