Mads Würtz Schmidt er klar
Tidligere VM-vinder stiller op til Bike Week
Mads Würtz Schmidt stiller op til Randers Bike Week, der begynder i morgen, tirsdag.
Den tidligere juniorverdensmester glæder sig til at komme hjem til Randers og prøve kræfter med bakkerne omkring sin hjemby.
- Jeg glæder mig til igen at køre løbet. Det er fedt at cykle på lukkede ruter med masser af udfordrende bakker, siger 20-årige Mads Würtz Schmidt fra Team Cult Energy i en pressemeddelelse.
Randers Bike Week er et internationalt cykelløb for licensryttere, og det er tredje år i træk, at løbet finder sted.
- I stedet for at okse rundt alene og træne på landevejene, vil jeg bruge etapeløbet som træningslejr. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke går efter at vinde, for det vil jeg, siger Mads Würtz Schmidt.
Han vandt Randers Bike Week i 2012.
I 2011 var han hurtigst, da der blev afholdt VM i enkeltstart for juniorer i de københavnske gader.
Randers Bike Week ruller fra den 1. til den 5. juli, hvor der lørdag den 5. er afslutning med gadeløb i Randers.