Mads Larsen-kamp på plads i 11. time

Den tidligere europamester i supermellemvægt skal efter al sandsynlighed bokse ved stort tysk stævne.

Om 48 timer går den århusianske bokser Mads Larsen i ringen.

- Det glæder jeg mig til, fortæller Mads Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Århusianeren skal i kamp mod den 10 kilo tungere amerikaner Ross "The Boss" Thompson. Men kampen i Kiel faldt ifølge Sauerland's egen pressechef Heiko Mallwitz først på plads for et øjeblik siden.

- Det er ikke normalt, at en fight bliver arrangeret med så kort notits, og det var aldrig sket, hvis det var en titelkamp. Men Mads er i form og skulle have bokset i april, så det var ikke noget problem, fortæller Sauerland's pressechef Heiko Mallwitz til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hovedkampen til stævnet har ligget fast længe - her møder IBF-verdensmesteren Arthur Abraham udfordreren Elvin Ayala, men Mads Larsens kamp blev altså arrangeret i 11. time.

- Sådan er livet i boksning. Man må tage, hvad man kan få, fortæller Mads Larsen.

Til trods for den dårlige planlægning så forsikrer tyskerne, at de stadig har store planer med danskeren.

- Det glippede for Mads med en EM-kamp i april, hvilket var rigtig ærgerligt, men vi arbejder i øjeblikket på at få en anden titelkamp til Mads, fortæller pressechef Heiko Mallwitz.