Mads Jørgensen har igen knæproblemer
AGF's nye kantspiller er ikke med, når århusianerne søndag tager hul på forårssæsonen i SAS Ligaen.
AGF's nye kantspiller Mads Jørgensen får ikke comeback i den hvide trøje søndag, når holdet på udebane møder AC Horsens.
Jørgensen er ikke med i truppen, da gamle problemer med knæet er brudt op igen.
- Der er problemer med mit knæ, og jeg er i hvertfald ukampdygtig søndag. Det er et problem, som jeg har haft i flere år. Det er irriterende og meget ærgerligt, at jeg ikke kan præstere for min nye klub, siger Jørgensen til sporten.tv2.dk og fortæller, at han skal have en snak med klubben om skaden på mandag.
Foruden Jørgensen er Alex Valencia, Kari Arnason, og Olof Persson heller ikke med i truppen. AGF's træner, Ove Pedersen, kan dog glæde sig over, at han igen har Jeremiah White til rådighed. Den amerikanske angriber er tilbage efter at have haft problemer med et brud på kæben. Det oplyser klubben på sit website.