Madpakker tilbage i august

Forældre til børn i de århusianske daginstitutioner får allerede til august mulighed for at vælge mellem madpakker eller kostordning.

Egentlig har et politisk flertal på Christiansborg besluttet, at madordningen først gøres frivillig fra 2011, men ifølge JP Århus skriver et flertal i Århus Byråd torsdag under på en aftale, der allerede fra den 1. august giver forældrebestyrelserne frit valg mellem hjemmesmurte madpakker eller mad lavet i institutionen.

- Det er godt, at vi kan sende et klart signal til forældrene om, hvad de har at vælge imellem, siger børne- og ungerådmand Jacob B. Johansen (S) til avisen.

Han henviser til, at en række institutioners kontrakter om levering af mad udløber netop den 1. august.