Mad for helbredelsen
Patienter bliver tilbudt madomsorg
Et nyt initiativ skal hjælpe patienter med at få den mad, de har brug for, for at komme sig lettere over en sygdom, når de er indlagt.
Mange hospitalspatienter er nemlig alt for tynde, fordi sygdom svækker appetitten. Og det er uheldigt, for den rigtige mad er vigtig for helbredelsen. Nu får patienterne på udvalgte hospitalsafdelinger så på forsøgsbasis tildelt en omsorgsvært, der skal tilbyde dem lækre mellemmåltider:
- Mange af patienterne har jo kvalme, de kan have synkebesvær, der gør, at de ikke har nogen appetit - men vi finder som regel altid frem til et eller andet, siger Vibeke Greve, der er madomsorgsvært på Aarhus Universitetshospital, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er Aarhus Universitetshospitals centralkøkken og to private firmaer, der står bag projektet:
- Vi vil gerne etablere et bevis på, at det faktisk virker, at have kostfagligt uddannede personer dedikeret til opgaven, der hedder madomsorg, siger Bente Sloth, der er cheføkonoma i centralkøkkentet på Aarhus Universitetshospital.
Se mere i indslaget øverst på siden.