Måske håb for sankthansbålene: Regnbyger hele ugen

Tirsdag starter som endnu en gråvejrsdag, men ud på eftermiddagen skulle solen bryde igennem og temperaturen stige.

Der er spået godt med regnbyger hele ugen frem mod sankthans. Om det er nok til at brandvæsenet ophæver sit forbud mod sankthansbål bliver spændende at følge.

Måske er der håb for, at andre østjyder end de der bor i Silkeborg og Horsens Kommuner kan sende heksen til Bloksbjerg fra sankthansbålet på lørdag.

I hvert fald viser vejrudsigten byger hele ugen. 

Læs også Den værste tørke i 10 år

- Når vi ser de næste dage frem, er der stadig byger på programmet. De kan specielt torsdag blive ret kraftige, siger Cecilie Hother, der er vejrvært ved TV2.

- Der vil være lidt mindre intensitet i bygerne, når vi når frem mod fredag, men det er nok til at jorden vil få noget vand. Om det er nok til at der kan tændes et sankthansbål lørdag det bliver rigtig spændende, men ellers ser det i hvert fald ud til, at det lørdag mest af alt holder tørt.

Læs også Forbud ophævet: Østjysk kommune må brænde af igen

Sol tirsdag eftermiddag 

Tirsdagen starter ligesom de foregående dage gråt, men i løbet af dagen vil solen bryde frem. 

-  Vi har nogle skyer som skal passere, men sidst på eftermiddagen ser det bare flot, tørt og solrigt ud. Det bliver en dejlig sommereftermiddag med temperaturer som ligger på 17-18 grader og så en god jævn vind fra en vestlig retning. Det er den her lidt køligere luft, der kommer ind over os. Derfor vil det også føles ikke helt så sommerligt, siger Cecilie Hother.

01:08

Video: Se vejrudsigten for Østjylland torsdag

Luk video