Målmandstalent binder sig til Randers FC

Jonas Dakir er lige fyldt 20 år, og fra næste sæson er målmanden en fast del af førstetruppen hos Randers FC

Jonas Dakir må indfinde sig med i første omgang at være tiltænkt rollen som tredjemålmand. Foto: Randers FC

Der skal gøres plads til en ekstra mand i omklædningsrummet hos Randers FC. Fra næste sæson skal den 20-årige målmand Jonas Dakir nemlig være en fast del af truppen hos kronjyderne. 

- Jeg er vildt glad for tiltroen fra klubben og for at få muligheden for at fokusere endnu mere på fodbolden i Randers FC, hvor jeg føler, at jeg har været igennem en god udvikling de sidste par år. Nu er det virkelig alvor, og jeg glæder mig sindssygt meget til at blive en del af truppen og suge endnu mere til mig og bygge yderligere på, siger Jonas Dakir i en pressemeddelelse.

Jeg synes, at Dakir er talentfuld og er derfor glad for, at han bliver en permanent del af truppen

Ólafur Kristjánsson, cheftræner, Randers FC

Allerede i denne sæson har målmanden sporadisk været med på førsteholdets træning. Cheftræner Ólafur Kristjánsson er glad for at føje endnu en sidste skanse til hestenes hold.

- Jeg synes, at det er en rigtig god konstellation med Hannes(red. Halldórsson) som den rutinerede, Due(red. Frederik) som ’the coming man’ og Dakir(red. Jonas) som den talentfulde. De skaber aldersmæssigt og udviklingsmæssigt en god rækkefølge og et godt hierarki. Jeg synes, at Dakir er talentfuld og er derfor glad for, at han bliver en permanent del af truppen. Målmandspositionen er den eneste på holdet, hvor vi har ansat en specialist, så derfor skal vi også dyrke de talenter, der kommer igennem systemet på den position, lyder det fra cheftræner Ólafur Kristjánsson.

Læs også Østjysk cykelløb ramt af dødsfald

Jonas Dakir kom til Randers FC fra FC Midtjylland som U16-spiller. Kontrakten er 1-årig, og han kommer til at spille med nummer 71 på ryggen.