Målmageren Robert Skov: Cadeau til holdet

Robert Skov roser holdkammeraterne i Silkeborg IF efter 3-0-sejr

01:09

Med to - fremragende - scoringer tegnede Robert Skov sig som dagens mand i Silkeborg, da han og holdkammeraterne mandag aften vandt 3-0 over Esbjerg fB i Superligaen.

Men efter kampen var den unge offensivspiller ikke meget for at fremhæve sin egen indsats.

- Det var godkendt. To mål er altid dejligt. Jeg blev sat op i nogle rigtig gode situationer af mine holdkammerater og stor cadeau til resten af holdet for at levere en super præstation. Jeg synes, at alle arbejder godt for, at vi holder nullet og vinder 3-0. Godkendt indsats af alle mand, siger den 20-årige Silkeborg-profil, som af fansene på stadion blev kåret til kampens spiller.

Kampfakta

Silkeborg-Esbjerg 3-0 (2-0).
1-0 Robert Skov (4. minut). 2-0 Emil Scheel (31. minut). 3-0 Robert Skov (78. minut).
Tilskuere: 2.191.

Opgøret var det fjerde for Silkeborg IF i Superligaen uden nederlag, og holdet har kun tabt til FC København i de seneste ti kampe. Imponerende for oprykkerne, der efter en svær start på tilværelsen i Superligaen, nu har fået vendt tingene godt og grundigt.

Cheftræner Peter Sørensen var fint tilfreds med den indsats, han så fra sidelinjen, selvom der er plads til forbedringer.

- Jeg synes måske, at vi smed lidt for mange bolde væk lidt for ofte, men vi kom tidligt foran og, synes jeg, kontrollerede kampen. Esbjerg var bagud næsten hele kampen uden at skabe ret mange chancer, og det er typisk et meget godt signal, siger træneren.

Læs også 500 kr. for at tisse i badet: Her er klubbernes bødekasser

Med sejren spillede silkeborgenserne sig op på niendepladsen i Superligaen med otte point ned til bundproppen fra Esbjerg og syv point op til Sønderjyske på den sjetteplads, der giver adgang til slutspillet.

Peter Sørensen, Robert Skov og resten af Silkeborg-mandskabet møder på søndag på udebane Brøndby IF. Den kamp spilles klokken 18.00.

Du kan se hele interviewet med Robert Skov i videoen øverst på siden, og herunder kan du se interviewet med Peter Sørensen.

02:14

Manager Peter Sørensen godkender indsatsen - men der er plads til forbedringer

Luk video