Målmager med selvtillid: Har fået ny energi i Horsens
Jonas Thorsen har scoret tre mål i de seneste fire kampe. Den tidligere Viborg-spiller har nydt godt af luftforandringen og nyder livet hos De Gule
Inden denne sæson havde han kun scoret et enkelt mål i sin Superliga-karriere, men Jonas Thorsen har pludselig fået prikket hul på målbylden.
Således har den 27-årige midtbanespiller scoret i tre af AC Horsens' seneste fire kampe.
- Der var nok ikke mange, der havde forudset den. Men det er mega fedt. Jeg nyder det, og jeg forstår nu, når man siger at mål giver selvtillid. Og et mål giver lyst til at lave et mere, fortalte Jonas Thorsen fredag aften efter 2-2-kampen i Silkeborg.
Læs også
Jonas Thorsens mål mindede meget om hans to foregående i denne sæson, hvor han bagerst i feltet opsnapper en andenbold.
- Når jeg har den rolle på kanten, så en af de fornemmeste opgaver er at komme ind i feltet. Og det er ofte i feltet, man scorer målene. Det er den der selvtillid til at opsøge chancerne og så selvfølgelig være iskold, når chancerne kommer.
- Jeg er helt rolig i den situation og ved godt, hvad jeg vil gøre. Så det var egentlig bare et spørgsmål om, hvor langt oppe i hjørnet, den skulle sidde, lyder det med et stort smil fra den alsidige måltyv.
Trængte til at prøve noget nyt
Efter otte år i Viborg drog Jonas Thorsen denne sommer til Horsens. Og det har pustet nyt liv i fodboldtilværelsen.
- Det er bare en god stemning omkring hele klubben, og folk vil virkelig gerne hinanden. Alle kan byde ind med lige nøjagtigt det, de føler for, og det gør også, at man føler sig som en del af enheden. Og jeg synes virkelig, at vi er én stor enhed, som har en kæmpe tro på, at det vi har gang i er det helt rigtige.
Læs også
- Nogle gange trænger man bare til at prøve noget nyt. Det giver noget ny energi at komme et nyt sted hen, og det har jeg virkelig fået af at komme til Horsens. Jeg tænker ikke over, at det ikke lige blev sydpå, fordi jeg er virkelig, virkelig glad for at være der, hvor jeg er lige nu. Og der er mere at komme efter.
Jonas Thorsen har spillet samtlige minutter for AC Horsens i denne sæson.
Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.