Må vinke farvel til NBA-kamp
Bliver endnu engang overhalet af Boxen i Herning
Koncerter med store internationale navne som Lady Gaga og Rihanna, og en række store sportsstævner har fyldt Jyske Bank Boxen i Herning gennem de seneste år.
For i modsætning til Aarhus har Herning nemlig pladsen til store arrangementer. Aarhus har derimod langt sværere ved at tiltrække store sportslige eller kulturelle arrangementer.
Det har basketballklubben Bakken Bears også måtte erfare. Klubben har en drøm om at hente en kamp fra den bedste amerikanske basketrække, NBA, til Danmark, når Aarhus i 2017 skal være europæisk kulturhovedstad
Men også denne gang må Aarhus se sig slået af Herning. Kommisæren hos NBA har vendt tomlen nedad, fordi Aarhus ikke har den nødvendige kapacitet:
- De (NBA, red.) var meget positive over for det skandinaviske marked. De kunne se en masse potentiale. Desværre fik vi den melding, at den hal, vi kunne stille op med, ikke var i nærheden af at være stor nok, siger sportsdirektør Michael Piloz fra Bakken Bears til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Rådmand: Aarhus skal have en hal
I dag har Aarhus kun en kapacitet på omkring 5.000 tilskuere i NRGI Arena, og det er langt fra nok, erkender kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).
Han er positiv over for at undersøge mulighederne for at etablere en multihal i Aarhus. Forudsætningen er bare, at der er økonomisk opbakning fra erhvervslivet:
- Aarhus vokser befolkningsmæssigt og kulturelt, så byen har også brug for, at der er plads til de store sportslige og kulturelle begivenheder, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bakken Bears arbejder nu i stedet på at få NBA-kampen til Jyske Bank Boxen i Herning, hvor der plads til 15.000 tilskuere.
Se et tv-indslag om Bakken Bears' NBA-drømme øverst i artiklen.