Må vente på at komme på græs
Fodboldspilleres sæsonpremiere udskudt
9. apr 2013, kl. 10:19
Mere end 30 dage gammel
Masser af fodboldspillere går lige nu og tripper for at komme på græs og komme i gang med forårssæsonen. Men i Aarhus må fodboldspillerne væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
Frigivelsen af græsbanerne i Aarhus Kommune er nemlig blevet udskudt med en uge, så de første kampe på græs bliver den 20.-21. april.
- Det er helt uhørt dårligt vejr, og jeg har aldrig i mine fem år, hvor jeg har arbejdet med banerne i Aarhus, oplevet noget lignende, siger Rikke Schultz, der arbejder med drift og administration af udendørs idrætsanlæg i Aarhus Kommune, til Jyllands-Posten.
Det er især nattefrost, der har gjort, at banerne ikke er klar til at blive spillet på endnu.