Må aflevere målvogter tilbage

Silkeborg-Voel må aflevere målvogter Camilla Eriksen tilbage til Ikast-Bording.

Håndboldklubben Ikast-Bording har hentet sin tredjekeeper, Camilla Eriksen, tilbage fra Silkeborg-Voel, som hun var udlejet til for resten af sæsonen.

Det skyldes, at målvogter Ana Vojcic må holde en pause på tre til fire uger på grund af den fingerskade, hun pådrog sig op til lørdagens Champions League-kamp.

Camilla Eriksen får muligvis comeback allerede på lørdag, når Ikast-Bording møder Viborg i Messecenter Herning. /ritzau/