Lyserød fest i Odder
Verdens hårdeste cykelløb passerer den 7. maj
Giro d'Italias farve er lyserød, og den lyserøde farve kommer til at præge byen denne mandag. Der er indkøbt halvanden kilometer lyserød tyl til at pynte op med, og derudover kommer udsmykningen til at bestå af tusindvis af lyserøde balloner.
Kræftens Bekæmpelse markerer dagen ved at ophænge lyserøde BH'er i byens lygtepæle. Rathlouskolen bliver pakket ind i lyserødt crepe-papir og pyntet med balloner. Kommunens ansatte vil være iført lyserøde t-shirts, det gælder også brandmændene, idet det lokale brandvæsen holder åbent hus denne dag. Byens butikker er udsmykket i Giroens lyserøde farve.
- Udover at kunne opleve stemningen omkring selve cykelløbet, vil man også kunne opleve den berømte karavane, der kommer gennem byen inden rytterne ankommer. Det er i sig selv en stor oplevelse, lyder det fra Karsten Geertsen.
Lokal cykelrytter er med
Blandt de 198 cykelryttere i feltet, er der en enkelt rytter, som mange i Odder vil kigge særligt efter, nemlig Saxo Banks Mads Christensen. Han er født og opvokset i Odder, og har kørt for Odder Cykelklub. Der er tradition for, at lokale ryttere får lov at køre lidt i forvejen, og den 27-årige rytter håber på, at han kan få lov at hilse på mange af dem han kender i Odder.
Karavanen kommer gennem byen mellem kl. 11.30 og 12.00, og feltet forventes at passere ca. kl. 13.