Lykkelig genforening: Pablos ejer blev slikket i hele hovedet

Michael Johansen er glad for at have sin hund Pablo hjemme i god behold.

01:10

Hunden Pablo sammen med sin ejer Michael Johansen.

Det var en glad ejer og hund, der tirsdag aften blev forenet på politigården i Aarhus.

- Vi fik en kæmpe modtagelse og blev slikket i hele hovedet, så det var fantastisk, siger Michael Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Michael Johansen viser den aflåste hundegård, hvorfra Pablo stjålet natten til tirsdag.

Narkohunden Pablo blev meldt stjålet fra sin hundegård i Aarhus Nord tirsdag morgen, men lige inden midnat tirsdag aften ringede politiet til Pablos ejere og sagde, at de havde fundet hunden.

Hundens ejer, Michael Johansen, fortæller, at Pablo er lidt mere kontaktsøgende end normalt, men pelsen er ren og pæn,  så hunden har formentlig ikke lidt overlast.

Hunden Pablo er tilbage i sine vante omgivelser.

- Han var tilsyneladende ikke blevet luftet, så han fik gjort det, han skulle og fik noget at spise, siger Michael Johansen.

Vagtchefen hos Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om, hvor Pablo har været, og hvem der havde taget ham.

Med på arbejde

Pablo er en belgisk hyrdehund på fire år. Til daglig er ejer, Michael Johansen, faglærer på AFTC-Hundetræningscenter i Karup. Her er alle skolerne indenfor flyvevåbenet underlagt. Det er det eneste sted i landet, hvor militæret uddanner tjenestehunde.

Læs også Narkohunden Pablo stjålet fra låst hundegård

- Han er med på arbejde otte timer hver eneste dag. Men udover at være tjenestehund, er han lige så meget en almindelig familiehund, siger Michael Johansen.

Ikke bare for Michael Johansen og hans kone, men også for parrets tre sønner.

Om kort tid skal Michael Johansen til Kabul i Afghanistan med Pablo. De skal på NATO-opgave i den internationale lufthavn, hvor parret skal søge efter narko i nato-soldaters bagage.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvor glade både hund og ejer var for at gå en tur i skoven dagen efter hundens forsvinden.