Lundberg i spil som månedens bedste
Randers FC-angriberen Viktor Lundberg er i fint selskab
Måltyven Viktor Lundberg er nomineret til prisen som augusts bedste spiller i Superligaen.
Randers-angriberen har scoret syv mål i seks kampe indtil videre i denne sæson, og fire af de mål faldt i august.
Han er nomineret sammen med en anden målscorer, nemlig FC Nordsjællands Bruninho, samt FC Midtjyllands forsvarsspiller Erik Sviatchenko.
Viktor Lundberg har aldrig vundet en pris som månedens spiller i Superligaen før, men han har i den grad bragt sig selv i spil med sin meget målrige sæsonstart.
Randers FC har fået en ganske god sæsonstart og er øjeblikkeligt nummer tre i Superligaen. Der er dog fem hold i Superligaen, der alle har 10 point som Randers FC, men kronjyderne har en kamp i hånden.
Næste opgave for 'hestene' er på søndag, hvor Sønderjyske kommer på besøg klokken 13.30.