Lundberg er tilbage på banen

Randers FCs Viktor Lundberg er klar efter karantæne til premierekamp

Foto: fotograf-randers.com

Det er ikke sjovt som fodboldspiller at være henstillet til at kigge på fra sidelinjen.

Ikke desto mindre har det været situationen for Randers FCs Viktor Lundberg i de seneste tre Europa League-kvalifikationskampe.

Men det bliver der lavet om på søndag eftermiddag, hvor den randrusianske angriber igen kan vende tilbage på banen.

Se også: Tverskov: Det er ærgerligt

Viktor Lundberg fik karantæne efter den første europæiske kamp mod UE Sant Julia fra Andorra. En albue i hovedet på en andorransk forsvarsspiller betød rødt kort til Randers-angriberen.

Mens holdkammeraterne spillede de tre følgende kampe - returkampen mod Sant Julia og to kampe mod Elfsborg - sad Viktor Lundberg på bænken.

Han fortæller i et videointerview på klubbens hjemmeside, at han har brugt en del tid på fitnesstræning og løb for at holde sig i gang forud for holdets premierekamp i Superligaen.

Nu glæder Lundberg sig til at være med, når Randers i dag møder FC Nordsjælland i den første kamp i sæsonen:

- Jeg synes, vi er klar til kampen, siger Viktor Lundberg.

- Vi skal bare have tre point.

Kampen mod Nordsjælland bliver spillet på hjemmebane på AutoC Park i Randers klokken 14 søndag.