Lund bliver i Århus Håndbold

Forsvarsspilleren har skrevet under på en toårig aftale

Foto: Ole Nielsen

Inden den forgangne sæson var der ikke mange i håndbold Danmark, som havde hørt om Peter Lund. Det ændrede sig brat, da han trådte ind i Aarhus-truppen midtvejs i første turneringshalvdel - og viste meget gode takter.

Nu har den 21-årige forsvarsspecialist skrevet under på en toårig aftale med Århus Håndbold.

- Vi har forlænget med Peter Lund, fordi han sidste sæson var en meget vigtig brik i vores forsvarsspil, og vi er sikre på, at han kan løfte sit spil endnu mere i de kommende sæsoner. Derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at forlænge med Peter, siger direktør i Århus Håndbold, Henrik Lundorff, i en pressemeddelelse.

- Han arbejder stenhårdt hver eneste dag, og han er meget ambitiøs. Han har potentialet til at blive en af de store forsvarsprofiler i ligaen

Og forsvarsspecialisten selv er også glad for aftalen:

- Jeg ser store udviklingsmuligheder i Århus Håndbold, og jeg er meget glad for at have Erik Veje som træner. Jeg er overbevist om, at han kan rykke mig i den rigtige retning, siger han.

Peter Lund har tidligere spillet i HEI og i Fredericia.