Luna er nabo til en skraldestation: Det lugter, larmer og sviner

- Jeg kan da godt frygte, at ejendomsvurderingen er faldet på grund af affaldsstationen. Det var en af de ting, jeg selv ville kigge på

01:57

Luna Hansen bor i Horsens. Hun er nærmeste nabo til fire skraldestationer.

- De kan komme til at lugte. Allerede nu har vi en flaskecontainer lige ude foran vores vinduer, som larmer rigtig meget, siger Luna Hansen, studerende, Horsens.

Hun har ikke mange varme tanker om de fire nedgravede skraldestationer, der i oktober blev placeret lige ude foran hendes stuevinduer.

Luna Hansen er nærmeste nabo til fire nedgravede affaldscontainere. Ofte er der efterladt meget skrald rundt om containerne.

- Der ligger meget affald rundt om containerne, hvilket er til rigtig stor gene for os, siger Luna Hansen.

Op imod 150 lejligheder benytter den nye skraldestation, foran Luna Hansens bolig og blot få meter fra hendes gårdhave.

- En ting er larmen. En anden ting er, at når solen bager på affaldsstationen, så lugter det meget, siger Luna Hansen.

Læs også Randers hylder Jacob for at samle skrald

Hun frygter, at skraldecontainerne også får økonomiske konsekvenser for hende.

- Vi havde ejendomsvurdering på sidste år. Og jeg kan da godt frygte, at vurderingen er faldet på grund af affaldsstationen. Det var en af de ting, jeg selv ville kigge på, hvis jeg skulle ud at se på en bolig, siger Luna Hansen.

Øverst kan du se hele indslaget om Luna Hansen, der frygter, at hendes bolig er faldet i værdi på grund af fire nedgravede affaldscontainere.