Lun mandag med risiko for byger
Danmark var ramt af torden natten mellem søndag og mandag, men Østjylland gik i store træk fri. Nye byger er dog på vej mandag.
Søndag blev årets første officielle sommerdag i Danmark, da der blev målt temperaturer over 25 grader og mandag morgen vil det da også fra morgenstunden være lunt.
- Vi vil starte dagen lunt med temperaturer op mod 16-17 grader. Der er dog risiko for, at der kan være nogle regnbyger i luften i det østjyske allerede fra morgenstunden, siger Anders Brandt, der er vejrvært på TV 2.
Risikoen for regn fortsætter resten af dagen.
Læs også
- I eftermiddagstimerne er der en tendens til, at der er skyer, der skal af med lidt regn og de byger kan godt strejfe Djursland, fortæller vejrværten.
Ellers drejer vinden mandag eftermiddag i nordvest, hvilket kan få temperaturerne til at falde.
- Det betyder en eftermiddag med mest skyet vejr, risiko for regn og temperaturer på 18-19 grader, siger Anders Brandt.
Lummer valgdag
De høje temperaturer søndag vender dog tilbage senere på ugen. Søndag nåede termometrene i Østjylland nemlig op på 22,9 grader i Silkeborg og på over 20 grader flere andre steder.
Allerede tirsdag skulle vi komme op over 21 grader, men der går en dag mere, før sommertemperaturerne vender tilbage.
- Der venter en varm og lummer grundlovsdag med op til 24-25 grader. Torsdag bliver endnu lunere med 25 grader, fortæller vejrvært Anders Brandt.