Lumb solgt til Rusland

AGFs forsvarsspiller Michael Lumb mangler kun at bestå lægetjekket, inden han kan skifte til den russiske topklub Zenit Skt. Petersborg.

AGF må vinke farvel til en af holdets største profiler. Mandag offentliggjorde klubben, at forsvarsspilleren Michael Lumb skifter til den russiske topklub Zenit Skt. Petersborg.

- Jeg har fået at vide, at jeg er en spiller, de satser meget på. Jeg kommer derover for at skulle spille, hvilket var et af mine kriterier for at skulle forlade AGF. Jeg skal have spilletid, og som det ser ud nu, så er mulighederne rigtig store derovre, siger Lumb til bold.dk.

Michael Lumb har spillet i AGF, siden han var ni år, og sportschef Brian Steen Nielsen ser salget som en stor cadeau til århus-klubben.

- For Michael Lumb er det en stor drøm, der går i opfyldelse, og for AGF er det en skelsættende begivenhed. Vi er enormt stolte over, at vi igen har formået at udvikle en spiller til en klub i absolut europæisk topklasse. Det er en blåstempling af vores talentudvikling og et stort skulderklap til alle de trænere, der har haft med Lumb at gøre, siger Brian Steen Nielsen til AGFs hjemmeside.

Sportschefen skal nu på arbejde for at finde en afløser for den stærke venstre back.

- Vi har vurderet, at et salg af Lumb i dette transfervindue var det mest optimale, hvis vi skulle have et pænt beløb for ham. I næste transfervindue ville han have et år tilbage af sin kontrakt, og så ville det have været sværere at hente en tilsvarende transfer på ham. Det er naturligvis et stort sportsligt tab for os. Han efterlader et tomrum på venstreback-positionen, som vi skal have udfyldt, og det overvejer vi i øjeblikket hvordan, siger Brian Steen Nielsen, der under Lumb kontrakten med en europæisk topklub.

Michael Lumb skulle have været med det danske ligalandshold i Thailand, men må melde afbud, da han i slutningen af ugen tager til Rusland for at gennemgå det obligatoriske lægetjek.

De to klubber har aftalt, at de ikke vil offentliggøre transfersummen, men handelen får ikke nogen indflydelse på Århus Elites samlede forventninger til regnskabet i indeværende regnskabsår, eftersom Michael Lumb er finansieret via et spillersponsorat fra 2007, og hovedparten af transfersummen i aftalen går til investorerne.

Ifølge Ritzau får Lumb en tre-årig aftale, hvis han består lægetjekket.