Lumb er et brandvarmt salgsemne

AGF's talentfulde venstreback og U-21-Landsholdspiller er i søgelyset hos flere store europæiske klubber.

Han er kun 19 år gammel og har på rekord tid spillet sig ind som fast mand på AGF's bedste hold. Navnet er Michael Lumb, og han er AGF's bedste bud på et millionsalg lige nu.

Lumb huserer på pladsen som venstre back, og det er en plads, hvor der er langt mellem gode spillere i Europa og resten af verden.

Det viser sig ifølge B.T ved, at storklubber som Ajax, Udinese og Aston Villa er mere end almindeligt sommerlune på den unge AGF'er.

Avisen vil vide, at engelske Aston Villa, der allerede har danskerne Martin Laursen og Thomas Sørensen i truppen, er meget interesseret. Den traditionsrige Birmingham-klub, hvor også Kent Nielsen har spillet, skulle have afgivet et bud, der ligger et sted mellem 20 og 30 millioner kroner.

- Jeg vil ikke rigtig kommentere noget, men jeg ved via min agent, at der har været noget interesse. Men jeg ved ikke så meget om det, siger Michael Lumb til B.T.

AGF har papir på Lumb frem til 2010, men hvis for eksempel Aston Villa smider så mange på bordet, vil det være et tilbud, som AGF-ledelsen næppe kan sige nej til.