Lukning af busruter udskudt: Nu kommer ændringerne først til sommer

Region Midtjylland skal spare på den regionale busdrift, men nu er ændringerne udskudt til sommer. Det giver kommuner længere tid til at finde gode løsninger

15 millioner kroner kan nu udskyde lukningen af busruter med næsten tre måneder. Foto: Mads Nissen - Scanpix

Siden oktober måned har en række busruter i det midtjyske stået til at blive nedlagt pr. 1. april 2019. Denne dato kan nu blive udskudt til den 29. juni 2019. Samme tidspunkt, hvor Midttrafik normalt skifter køreplan. 

Det betyder jo blandt andet, at kommunerne får lidt mere luft til at finde gode løsninger frem til at den nye køreplan skal træde i kraft. 

Jørgen Nørby (V), formand, Udvalg for Regional Udvikling

Det skyldes, at regionen sammen med de midtjyske kommuner og Midttrafik har fundet 15 millioner kroner. Penge, som kan finansiere de næsten tre måneders ekstra busdrift.

- Vi er rigtig glade for, at de her penge er dukket op. Det betyder jo blandt andet, at kommunerne får lidt mere luft til at finde gode løsninger frem til at den nye køreplan skal træde i kraft, siger Jørgen Nørby (V), der er formand for Udvalg for Regional Udvikling, til TV2 ØSTJYLLAND.

Giver mulighed for at finde bedre løsninger

I oktober måned blev det meldt ud at Region Midtjylland skal spare 60 millioner kroner på den kollektive trafik.

Det betyder, at en række busruter i den midtjyske region står til at blive lukket. Men med en udskydelse bliver der ifølge Jørgen Nørby (V) større mulighed for at finde en løsning, som går mindst muligt ud over borgerne.

Læs også Regionen skal spare 60 millioner på busruter

- Flere af busserne har kørt parallelt med hinanden, og det har givet tomme busser, hvilket jo er åndsvagt. Udskydelsen gør, at man får den fornødne tid til at kigge på, hvordan man kan omlægge ruterne og eksempelvis kombinere færre busruter med flexløsninger, siger han.

Mange borgere er afhængige af den kollektive trafik

På den måde vil man kunne undgå, at nogle borgere ender med at bo steder, hvor de ikke kan benytte sig af den kollektive trafik.

Vi har tidligere snakket med 71-årige Anne-Lise Lund, der ofte benytter busrute 107 mellem Skanderborg og Horsens. For hende vil det have store konsekvenser, hvis hendes busrute lukkede.

02:13

VIDEO: Se indslaget, hvor Anne-Lise Lund blandt andet fortæller, hvilke konsekvenser det vil have for hende, hvis busrute 107 lukkede.  

Luk video

Hun tager nemlig ofte turen fra Skanderborg til Tebstrup med bussen for så at gå det sidste stykke ud til sønnen og barnebarnet i landsbyen Ris. I forvejen er turen en smule besværlig, men uden bussen er den umulig.

- Det ville gøre det meget mere besværligt at komme frem og tilbage og besøge min søn og barnebarn. I forvejen går jeg fra Tebstrup, fordi der ikke er nogle busforbindelse til Ris, sagde Anne-Lise Lund til TV2 ØSTJYLLAND, da vi snakkede med hende i august.

Læs også Kommuner står sammen - redder lukningstruede busruter

Der skal tages endelig stilling til indstilling i Regionsrådet den 18. december.

Allerede nu er der dog fundet en løsning for nogle busruter. Blandt andet busrute 107, mens rute 116 skal lukke.