Luk ikke regionerne: - Afstanden til politikere bliver for stor

Venstres fem gruppeformænd i regionerne har skrevet et brev til statsministeren, hvor de bekymrer sig for regionernes overlevelse

Dorte West er gruppeformand for Venstre i Region Midtjylland.

Der er forskellige meninger om, hvorvidt regionerne har været en gave eller en fejl.

Venstres fem gruppeformænd i landets regionsråd er dog ikke i tvivl. I et brev til statsministeren beder de Lars Løkke Rasmussen (V) om ikke at lukke regionerne som en del af det kommende udspil til en sundhedsreform.

Det gør afstanden mellem politikerne og borgerne større.

Dorte West, gruppeformand, Venstre, Region Midtjylland

- Det er ikke Venstre-DNA at lukke regionerne og centralisere magten endnu mere. Det gør afstanden mellem politikerne og borgerne større, siger Dorte West, der er formand for Venstres gruppe i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun og de fire andre gruppeformænd i landets regioner er bekymrede, for at regeringen vil foreslå at lukke regionerne som en del af det kommende udspil til en sundhedsreform, og derfor har de sendt et brev til statsministeren.

Læs også Østjyske politikere: Det er ikke afgørende, om der findes regioner

21 nye sundhedsfællesskaber

- Vi kender ikke indholdet, men vi har på fornemmelsen ud fra Statsministerens nytårstale, at regionerne skal lukke, og det mener, vi vil være en fejl, siger Dorte West (V) og tilføjer:

- Der er brug for lokalt tilpassede løsninger. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under sin nytårstale 2019. 

I sin nytårstale nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at sundhedsvæsenet skal blive endnu bedre:

- I det nye år vil jeg fremlægge mit bud på forsvarlige forbedringer. Med afsæt i 21 nye sundhedsfællesskaber helt tæt på.

- Bygget på personalets faglighed. Og hvor vi for alvor sætter patienten før systemet, sagde statsministeren i sin tale.

Det var ikke første gang, at de 21 sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge, blev nævnt offentligt.

Læs også PTSD-ramte til møde med politiker: - Vi håber reglerne bliver ændret

Ikke uden fejl

Dorte West anerkender, at regionerne kan blive forbedret.

- Vi siger ikke regionerne er perfekte. Vi kan forbedre det samarbejde, der er mellem kommuner og regioner, men det er ikke strukturen, der er problemet. Det kan være den lovgivning, der er, siger Dorte West (V), og håber, at statsministeren vil lytte til sit bagland.