Luftkrig: Østjyderne drager sydpå
Det går rigtig godt for Billund Lufthavn, som også lokker blandt andre mange aarhusianere til at lette fra lufthavnen
42 gange letter der tirsdag et fly fra Billund Lufthavn, og det er dobbelt så mange afgange som i Tirstrup. Det er en af hovedårsagerne til, at mange østjyder vælger den nærmeste lufthavn fra og kører sydpå.
- Jeg kan komme til mange flere steder i forhold til Tirstrup, så derfor flyver jeg fra Billund, fortæller udviklingsingeniør Kresten Helstrup, der tirsdag fløj af sted på forretningsrejse.
Han kommer fra Aarhus, men vælger altså alligevel ikke at flyve fra Tirstrup, og Pia Niklassen fra Højbjerg tog samme beslutning i forbindelse med en shoppingtur til London.
- Det er antallet af afgange, der gør udslaget. Det passede bedst med Billund, og så kunne vi være i London længst tid, forklarer hun.
Ruter og destinationer er afgørende
Lufthavnsdirektøren i Billund melder, at de to rejsende fra det aarhusianske langt fra er alene.
- Vi har mange gæster fra Aarhus, som jeg tror, ser Billund som en naturlig lufthavn at flyve ud fra, siger direktøren Kjeld Zacho Jørgensen.
Han har samtidig en helt klar forklaring på, hvorfor det går Billund Lufthavn så godt i øjeblikket. I 2016 forventer direktøren at nå 3 mio. passagerer.
- Det er antallet af afgange og destinationer, der er helt afgørende. Tilgængeligheden til og fra verden bestemmer, om en lufthavn får mange gæster, forklarer Kjeld Zacho Jørgensen.
Du kan se indslaget om lufthavnen øverst i artiklen. Her kan du også høre om en lignende succes for Aalborg Lufthavn.