Lufthavns-modstander jubler: Det er bare fantastisk

John Hedegaard Lund fra gruppen ”Nej Til Ny Lufthavn i Århus Nord” mener, at borgerne nu har sejret i kampen mod en lufthavn ved Thomasminde

02:40

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har onsdag endegyldigt aflivet planerne om en ny lufthavn nord for Aarhus. Den nyhed vækker i den grad glæde og lettelse hos de lokale i Thomasminde, som hidtil har været nævnt som destination for lufthavnen.

- Det er bare fantastisk og også på tide. Alle spekulationerne har kørt i så lang tid, at de har trukket mange fysiske og psykiske tænder ud, lyder det fra John Hedegaard Lund, der er stifter af ”Nej Til Ny Lufthavn i Århus Nord” til tv2oj.dk.

Læs også Ny lufthavn ved Thomasminde droppes

For ham er den droppede lufthavn en sejr for borgerne i området, der længe har frygtet dens kommen og de konsekvenser, den ville have.

- Par der er blevet skilt, imens lufthavnen har været i spil, kan nu få solgt deres huse og komme videre. Det kan vi alle sammen. Jeg vil gerne rose Jacob Bundsgaard for at mande sig op, siger lufthavnsmodstanderen.

Aldrig været i tvivl
Nu mener han, at fokus skal rettes mod at udvikle Tirstrup Lufthavn, og det burde man ifølge ham have gjort for længe siden.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at planerne på et tidspunkt blev droppet, men vi har levet i uvished, fordi vi ikke vidste hvornår. Da den seneste Rambøll rapport kom, hvor økonomien virkelig så kummerlig ud, var jeg sikker på, at det snart ville ske. Økonomien væltede projektet helt, mener John Hedegaard Lund.

Læs også Private investorer skal redde Aarhus Lufthavn

Lufthavnsmodstanderen fortæller, at han gennem flere år er blevet konfronteret med de lokales frustrationer over planerne, og nu er de første positive kommentarer da også tikket ind hos John Hedegaard Lund.

I videoen øverst på siden kan du se et interview med John Hedegaard Lund.