Direktøren for Aarhus Lufthavn glæder sig over afklaring
Peter Høgsberg fra lufthavnen i Tirstrup forventer, at hans job fremover bliver lettere, hvis planerne om en ny lufthavn helt droppes
De positive reaktioner på de skrottede lufthavnsplaner i Thomasminde vælter ind. Også direktøren i den nuværende Aarhus Lufthavn i Tirstrup er overvejende positiv.
- Vi har hele tiden været spændt på, hvilken retning vi skulle i. Nu glæder vi os over udsigten til en endelig afklaring, og så får vi noget at forholde os til, siger direktør Peter Høgsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Han har ingen holdning til den politiske udmelding fra Jacob Bundsgaard, der giver lufthavnen ved Thomasminde dødsstødet.
Gør arbejdet lettere
- Vores fokus er på at drive lufthavn, og så gør vi som ejerskabet siger. Hvis vi får at vide, at vi skal løbe til højre, så retter vi ind mod højre, forklarer direktøren.
At processen for den nye lufthavn har været meget lang og ressourcekrævende, har Peter Høgsberg faktisk forståelse for.
Læs også
- Nogle ting som en lufthavn er så vigtige, at det kræver grundig og tilbundsgående debat. Det har jeg forståelse for, lyder det fra ham.
Direktøren håber nu, at der sættes ekstra fokus på den eksisterende lufthavn, og det vil ifølge ham unægtelig gøre livet som lufthavnsdirektør i Tirstrup lettere.
Du kan se et interview med lufthavnsdirektøren i videoen øverst på siden.
I Thomasminde er glæden meget stor denne onsdag. Herunder kan du se et interview med John Hedegaard Lund, der er stifter af ”Nej Til Ny Lufthavn i Århus Nord”.