- Lufthavn skaber utryghed
Fem østjyske kommuner kræver svar fra minister
Snakken om en eventuel ny placering af Aarhus Lufthavn skaber utryghed. Derfor skal diskussionen hurtigst muligt afsluttes.
Det mener borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring (S).
De fem østjyske kommuner, der ejer Aarhus Lufthavn, har netop sendt et brev til transportminister Hans Christian Schmidt (S). I brevet beder de ham tage stilling til, om der skal anlægges en ny lufthavn - og i givet fald hvor.
Står det til Nils Borring bør ministeren vende tilbage med et svar hurtigst muligt.
- Det med at placere en lufthavn skaber utryghed - dels der hvor den kan komme til at ligge, dels for dem som arbejder i den lufthavn, vi har i dag.
Se: Ønsker hurtigt svar fra minister
Især i Aarhus Kommune ønsker flere politikere at få en lufthavn tættere på Østjyllands største by.
Skanderborg Byråd har tidligere afvist to mulige placeringer udenfor Aarhus Kommune. Dermed er der reelt kun én mulighed tilbage, nemlig Thomasminde der ligger indenfor den aarhusianske kommunegrænse.
En placering ved Thomasminde vil dog give en del gener for beboerne i Hinnerup-området i Favrskov Kommune. Derfor håber borgmester Nils Borring på, at transportministeren snarest giver sin mening til kende, hvorefter Aarhus Byråd kan gå videre med planerne om en ny lufthavn - eller droppe dem.
Se: Lufthavn: Ja til Thomasminde
- Der skal skaffes klarhed over det, så der kan træffes en beslutning inde i Aarhus. Vil man arbejde for en ny lufthavn, hvis der bliver sagt ja (fra ministeren, red.)? Eller hvis der bliver sagt nej: Hvad skal vi gøre med Tirstrup Lufthavn?, siger Nils Borring til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Foruden Favrskov Kommune er Aarhus, Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner medejere af Aarhus Lufthavn.
Se interviewet med Nils Borring i videoen øverst i artiklen.