Lufthavn efter skidt 2015: Bunden er nået
For fjerde år i træk faldt passagertallet i Aarhus Lufthavn
2015 blev ikke noget godt år for Aarhus Lufthavn.
Med under 364.836 rejsende gik antallet af passagerer tilbage for fjerde år i træk.
Det er en tilbagegang på 13,6 procent i forhold til 2014 og en tilbagegang på 38,2 procent i forhold til 2011 - der med 591.000 passagerer var det bedste i 10 år.
Ifølge check-in.dk er der tilbagegang over hele linjen. Antallet af udenrigsrejsende faldt med 15,7 procent, mens 9,1 procent færre rejste på indenrigsruten mellem Aarhus og København.
Mest markant er tilbagegangen dog indenfor chartertrafikken. Her faldt antallet af passagerer med 28,4 procent.
Aarhus Lufthavn vil have flere ruter
Trods den markante tilbagegang er lufthavnschef Peter Høgsberg optimistisk. Han tror på, at bunden er nået, og at det nu går opad.
Ny direkte rute til Stockholm
I november og december lykkedes det Aarhus Lufthavn at få flere rejsende på udenrigsruterne. Det skyldes blandt andet, at der blev etableret en direkte rute fra Aarhus til Arlanda-lufthavnen i Stockholm i Sverige.
Til sommer åbner SAS desuden en direkte rute fra Østjylland til den spanske ferieø Mallorca.
Stockholm-rute giver fremgang for lufthavnen
- Jeg forventer, at vi bevæger os opad herfra. Arlanda-ruten udvikler sig efter planen, og Mallorca-ruten vil også bidrage positivt, siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg til check-in.
I 2015 havde Aalborg Lufthavn samlet set fire gange så mange passagerer som Aarhus Lufthavn.
Aarhus Lufthavn vil i de kommende måneder ansætte en egentlig ruteudvikler, der skal arbejde målrettet med at tiltrække nye flyselskaber.