Lufthavn bejler til udlandet

Skifter navn for at være mere international

Aarhus Lufthavn, Tirstrup Lufthavn eller noget helt tredje. Lufthavnen ved Kolind er blevet kaldt meget gennem tiden, men nu vil den kun kaldes én ting: Aarhus Airport.

Aarhus Lufthavn skifter nu navn til Aarhus Airport for at sende et signal til flyselskaber og kunder i udlandet, om at lufthavnens fokus ligger på netop udlandet.

- Vi ser os selv som internationalt orienterede. Vores fokus er, hvordan vi kan få folk til at flyve ind. De danske kunder i Østjylland ved godt, hvem vi er og hvad vi hedder. I udlandet ved folk ikke, hvad lufthavn betyder, siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Lufthavnen håber, at den nye identitet, det nye navn, vil styrke lufthavnen både udadtil og indadtil. Samtidig skal lufthavnens nye slogan "Fly with us" signalere et tættere tilhørforhold til Aarhus:

- Logoet er tænkt sammen med Aarhus by, der ligeledes arbejder med dette "us" koblet til et budskab i forskellige sammenhænge, siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.