Lufthavn ansætter ruteudvikler
David Surley skal være med til at etablere, implementere og udvikle et relationskoncept, der skal tiltrække nye ruter til lufthavnen
Aarhus Airport har længe været på udkig efter en ruteudvikler, og nu oplyser lufthavnen, at David Surley er blevet ansat i stillingen fra den 1. maj 2016.
David Surley er knap 40 år og kommer fra en stilling som ansvarlig for forretnings- og ruteudviling i Cambridge International Airport, og derudover har han blandt andet haft lederstillinger hos Oxfordjet & London Oxford Airport og Air Nippon Airways - Asiens største luftfartsselskab.
- David har den ballast og pondus, som vi var ude efter. Det har været vigtigt for os at finde en person, der både har netværket, kompetencerne og den kommercielle forståelse, og vi er sikre på, at vi i David har fundet den helt rette cocktail, forklarer Peter Høgsberg. David har arbejdet på senior level med alt lige fra marketing og salg til forretningsudvikling - og så selvfølgelig ruteudvikling, der jo naturligt nok er det allervigtigste for os. Som mange andre forholdsvis små brancher er ruteudvikling nemlig en branche, der handler rigtig meget om netværk, siger Peter Høgsberg, der er CEO i Aarhus Airport.
Aarhus Lufthavn vil have flere ruter
David Surleys officielle titel bliver Head of Airline Relations, og han skal står i spidsen for at etablere, implementere og udvikle et relationsprojekt, der skal tiltrække nye ruter til lufthavnen.
- Vi lever af østjydernes og det østjyske erhvervslivs behov for og ønske om at rejse fra og til Aarhus Airport. Udviklingen af vores nye relationskoncept vil derfor tage afsæt i analyser af markedet og mulighederne og inddrage erhvervsliv og andre relevante østjyske interessenter i arbejdet med at skaffe aftaler på plads med luftfartsselskaberne. Vi har store forhåbninger til Davids arbejde, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod ham her i lufthavnen, slutter Peter Høgsberg.