Luftforureningen stiger i Århus

Tusindvis af danskere i byerne lider af sygdomme relateret til luftforurening ifølge Astma-Allergi Forbundet.

Alene i Århus viser målinger af luftforureningen, at de danske grænseværdier for forurenede partikler overskrides 21 gange om året.

Luftforurening med partikler i byområder kan få alvorlige sundhedskonsekvenser. Det gælder både cancer, hjertekarsygdomme og allergi eller irritation af øjne, næse eller hals.

- Det er et folkesundhedsmæssigt problem, fordi det er et sted mellem 300 og 1000 ekstra dødsfald vi har om året. Plus ti gange så mange indlæggelser og 100 gange så mange sygedage, siger Torben Sigsgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Forskere har regnet ud, at hvis man fjernede al menneskeskabt forurening kunne samfundet hvert år spare omkring 4000 indlæggelser og 150.000 astmaanfald.