Ludomaner på sygehuset
Spillefugle tilbydes et helt nyt behandlingstilbud
Som det første hospital i Danmark tilbyder Aarhus Universitetshospital nu behandling til folk, der er afhængige af at spille om penge.
Hvert år går spillelidenskab så meget i blodet på flere end 5000 danskere, at de udvikler ludomani. Nu kan de afhængige for første gang få behandling på et hospital, når Aarhus Universitetshospital åbner "Dansk Kompetencecenter for Ludomani".
Centret samarbejder med læger, psykologer og førende danske og internationale forskere.
- Med det nye tiltag håber vi at skabe bedre sammenhæng mellem forskning, behandling og forebyggelse. Det vil fremover kunne gavne både pårørende og personer, der lider af ludomani. Centrets samarbejde med læger og psykologer skal desuden sikre, at der gribes tidligt ind over for spilleafhængige, siger leder af centret, psykolog ph.d. Jakob Linnet.
Erfaringer viser, at ludomani kan behandles med god effekt. Blandt de, der gennemfører, får 80 procent styr på deres spillelidenskab.