Lover større stadion til Randers FC
Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) lover, at han vil sikre betalingen af en ny stortribune på Essex Park.
Hvis Randers FC ellers ekspederer FK Suduva ud af Europa League i aften, så skal kronjyderne møde det tyske storhold Hamburger SV (HSV) i turneringens tredje runde.
Problemet for Randers er, at det er begrænset, hvor mange tilskuere man kan klemme ind på Essex Park i den slags kampe. Der gælder helt andre sikkerhedskrav i de europæiske turneringer, og det betyder blandt andet, at ståpladser ikke er tilladt.
Men nu lover kommunen, at man vil betale for en ny stortribune på Essex Park:
- Jeg skal personligt stå i spidsen for at samle et flertal. Nu skal det stadion gøres færdig, og vi skal nok betale tribunen, lover Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) ifølge Ekstra Bladet.
Efter planen skal udvidelsen indledes fra næste år.