Louise og Mads holdt bryllupsrejse på festival: I år er udbyttet med

Familien Foli-Andersen er et styk større på dette års Samsø Festival. Det yngste medlem har en helt særlig tilknytning til festivalen

02:03

VIDEO: Selvom det ikke helt ser sådan ud, så nyder lille Thor faktisk at være på Samsø Festival. Her blev han lavet sidste år.

Samsø Festival 2017 vil for altid stå indprentet i Louise og Mads Foli-Andersens bevidsthed. Ikke nok med at de valgte at holde deres bryllupsrejse her, 14 dage efter de var blevet gift. Parrets første barn blev såmænd også lavet på festivalen.

- Det var en rigtig dejlig festival sidste år, så der blev han lavet, siger Louise Foli-Andersen storsmilende om lille Thor, der kom til verden 14. april i år.

Jeg har ikke fået hørt musik endnu, selvom jeg da har armbånd. Men her er dejligt, og Thor kan godt lide at være her. Det er stadig hyggeligt.

Louise Foli-Andersen, gæst på Samsø Festival

Og ja, så afslører lidt simpel hovedregning, at Thor er et produkt af en god festival. I år er der knap så meget action på for parret.

- Han har overtaget alt i vores liv siden. Jeg har ikke fået hørt musik endnu, selvom jeg da har armbånd. Men her er dejligt, og Thor kan godt lide at være her. Det er stadig hyggeligt, siger Louise Foli-Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Louise og Mads Foli-Andersen havde det stiveste puds på til festivalen sidste år, hvor de 14 dage forinden var blevet gift. Bryllupsrejsen blev meget naturligt så holdt på Samsø Festival.

Allerforrest til Burhan G

Hun er kommet med sin familie på Samsø Festival i alle sine 25 leveår, og håber da også, at Thor fører traditionen videre.

På et tidspunkt får Louise Foli-Andersen og manden nok også tid og overskud til igen at give den gas foran den store musikscene. Her spillede blandt andre Burhan G fredag, og han var en ventet herre.

01:00

VIDEO: To af festivalens gæster glædede sig fredag særligt meget til en bestemt kunstner. 

Luk video

- Vi skal stå allerforrest, det bliver mega fedt. Han er da lidt køn og charmerende og har en god stemme, lød det før koncerten fra veninderne Maja Vendelboe og Karen Tanderup til TV2 ØSTJYLLAND.

Inden det musikalske højdepunkt hyggede de og mange tusinde unge ud over dem med ølbowling, kongespil og meget andet på campingområdet.

Der bliver drukket en hel del ølbonger på sådan en festival, og helt sikkert også drukket mange helt almindelige øl. 

Frygter for brand på campingpladsen

Selvom der har været godt gang i billetsalget, og alt indtil nu er forløbet uden problemer, er der dog en ting, som arrangørerne frygter på Samsø Festival: Tørken og risikoen for brande.

Kattegat-øen er nemlig som så mange andre områder i Danmark knastør.

- Vi har valgt at opgradere vores brandslukningsudstyr og vil på det kraftigste appellere til, at folk passer på. Vi vil også sanktionere, hvis nogle leger med udstyret, sagde pr-ansvarlig på Samsø Festival, Thomas Jakobsen, tidligere på ugen til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi vil også sanktionere, hvis nogle leger med udstyret.

Thomas Jakobsen, pr-ansvarlig på Samsø Festival 

En del af opgraderingen indebærer, at udstyret vil blive efterset og efterfyldt kontinuerligt under hele festivalen, og så har man bygget en slags 'brandbil' ud af en gaffeltruck med en 1000 liters palletank med pumpe.

- På den måde kan vi begynde slukning af en eventuel brand, inden øens mandskab ankommer, forklarede Thomas Jakobsen.

Læs også Festival ruster sig mod tørken: Bygger egen 'brandbil'

Samsø Festival slutter søndag. Lørdag optræder blandt andre Rasmus Seebach og Sweethearts på festivalen.