'Louise-manden' skaber frygt: Pludselig står han i din lejlighed

Østjyllands Politi har efterhånden modtaget mange anmeldelser om en mand, der overrasker dem i deres hjem. Han spørger efter en Louise

Det har primært været lejligheder især i Aarhus, som 'Louise-manden' har slået til imod. Foto: Colourbox

En meget speciel type indbrudstyv hærger lige nu i Østjylland. Manden har flere gange overrasket folk i deres eget hjem. Når han bliver opdaget, spørger han oftest efter en Louise, som han tilsyneladende leder efter.

- Men det er nu vores overbevisning, at hans hensigt er at stjæle ting fra beboerne. Typisk er det i lejligheder, han er set. Vi har på det seneste fået anmeldelser om ham fra Aarhus og Hadsten, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det seneste tilfælde, vi har hørt om, var i Hadsten i tirsdags, hvor en kvindelig beboer i villakvarter overraskede manden, som spurgte efter sin kollega Louise.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Politiet slår fast, at manden ikke er farlig.

- De gange, hvor han er blevet opdaget, forlader han hurtigt stedet igen stille og roligt. Det seneste tilfælde, vi har hørt om, var i Hadsten i tirsdags, hvor en kvindelig beboer i et villakvarter overraskede manden, som spurgte efter sin kollega Louise, fortæller Jakob Christiansen.

Han er helt med på, at manden lige nu skaber frygt i Østjylland, og at folk er nervøse for at få besøg af en fremmed, der pludselig befinder sig i ens lejlighed.

Ring straks 112

I flere tilfælde er 'Louise-manden' kommet ind via en ulåst dør, og derfor opfordrer politiet også folk til at huske at låse hoveddøren.

Det bedste råd fra Jakob Christiansen er, at hvis man tager manden på fersk gerning, skal man straks ringe 112. Og ellers bare observere, så politiet har et godt signalement at gå ud fra.

Læs også Havareret vindmølle-transport skaber kø ved Randers

Ifølge Østjyllands Politi er man oppe på en hel del henvendelser omhandlende Louise-manden. I nogle få tilfælde spørger han også efter en Thomas.

Ud fra disse anmeldelser har politiet kunne stykke et signalement sammen, der passer på mange af de forklaringer, man har fået.

Signalement

- 20-25 år
- 165-170 cm høj
- Almindelig af bygning
- Arabisk af udseende
- Taler dansk
- Ofte iført mørkt tøj og en hættetrøje

Tidligere på året fik politiet lignende anmeldelser.    

Har du oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på tlf. 114.