Louise Gade får toppost på universitet
Den tidligere borgmester og nuværende børne- og ungerådmand i Århus skal være vicedirektør for Aarhus Universitet fra 1. juni.
Louise Gade annoncerede allerede i april sidste år, at hun ville stoppe i politik senest med udgangen af denne valgperiode.
Onsdag satte hun så dato på: Det bliver den 1. juni, hvor hun tiltræder en stilling, som én af tre nye vicedirektører på Aarhus Universitet. Her får hun ansvaret for universitetets human resources (HR).
- Det bliver utroligt udfordrende og spændende at arbejde som vicedirektør for HR-området. Jeg føler mig meget privilegeret over at blive en del af Aarhus Universitets stærke hold, hvor vi gennem en offensiv HR-strategi med fokus på trivsel, ledelsesudvikling og kompetenceudvikling samt internationalisering yderligere skal styrke Aarhus Universitets position, siger Louise Gade.
Hendes efterfølger som rådmand præsenteres i løbet af onsdag, oplyser Venstre i Århus Kommune til Ritzau.