Louise frygter for sine børns sikkerhed – skal cykle på befærdet hovedvej

Louise Kvistgaard føler sig magtesløs. Fra næste skoleår har hun to børn, der er tvunget til at cykle til og fra skole ad den stærkt trafikerede Hammelvej.

Her ses det, hvor lille en bane der er til cyklister på Hammelvej, og hvor tæt lastbiler kommer på. Foto: Privat

Hammelvej mellem de to centerbyer i Favrskov, Hadsten og Hammel, er en af kommunens mest trafikerede. Alligevel vurderes den trafiksikker nok til, at børn på 12-13 år fra næste skoleår kan køre til og fra skole ad den.

Det frustrerer en af forældrene, Louise Kvistgaard.

Vi bor helt ud til vejen og kan i det daglige se, at der slet ikke er plads til cyklister. Vi frygter, at vores børn bliver kørt ned.

Louise Kvistgaard, forælder

- Jeg synes, at det er dybt uansvarligt og farligt. Der er tæt trafik, lastbiler og busser på vejen, og der er kun en meget smal bane til cyklister. Jeg frygter for mine børns sikkerhed, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hammelvej er vurderet trafiksikker for børn i 7. klasse og opefter, og dem har hun to af fra næste skoleår. Indtil 7. klasse betaler kommunen for et buskort til eleverne.

02:12

VIDEO: Sidste sommer fortalte vi om syv aarhusianske skoleveje, som blev gjort mere sikre henover ferien. Indslaget er fra den 20. juli. 

Luk video

Frygter ulykker

Louise Kvistgaard har svært ved at forstå, at vejen pludselig skulle være sikker nok, når eleverne bliver 12-13 år.

- Vi bor helt ud til vejen og kan i det daglige se, at der slet ikke er plads til cyklister. Vi frygter, at vores børn bliver kørt ned, lyder bekymringen fra hende.

Læs også En fars nødråb: Hurtige lastbiler blæser små skolebørn af vejen

Det er Østjyllands Politi, der på foranledning fra Favrskov Kommune inspicerer vejen, og i to omgange er strækningen vurderet trafiksikker for elever fra 7. klasse.

Hvis der skal laves en cykelsti, så er det en politisk prioritering. Pt. ligger der ikke et aktuelt projekt for Hammelvej.

Anders Baun, Favrskov Kommune

Kommunen laver i den sammenhæng ikke sine egne vurderinger.

- Vi beder politiet om at lave en vurdering af trafiksikkerheden, og den lægger vi os op af. Skolevejen er af politiet vurderet farlig til og med 6. klasse. Fra 7. klasse og opefter vurderer politiet, at den er sikker for eleverne at køre til og fra skole på, siger sekretariatschef for Børn og Skole i Favrskov, Anders Baun, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ingen planer om cykelsti

Han forstår godt de bekymrede forældre, men slår samtidig fast, at Favrskov Kommune overholder lovgivningen på området.

Ud over buskort til eleverne kunne kommunen anlægge en cykelsti for at gøre vejen mere sikker. Den beslutning er dog ikke op til Anders Baun og forvaltningen at træffe.

Læs også Kør pænt: Politiet holder øje ved de østjyske skoleveje

- Hvis der skal laves en cykelsti, så er det en politisk prioritering. Pt. ligger der ikke et aktuelt projekt for Hammelvej, siger han.

Indtil videre må Louise Kvistgaard leve med, at hendes børn skal cykle på vejen til og fra skole. Ellers skal familien finde andre løsninger og betale af egen lomme.

Børnene går på Østervangskolen i Hadsten.