Lotte Heise mundlam

For en sjældens gangs skyld mistede Lotte Heise mælet, da hun, efter optagelser til debatprogrammet Markante Meninger på Kanal Østjylland, blev overrasket med en fornem pris

Det var den internationale humanitære organisation Lions Club, der i dag valgte at give Lotte Heise deres største hædersbevisning til personer uden for medlemsrækkerne.

Det er Lotte Heises store arbejde for Christine Centret, der er årsagen til prisen. Christine Centret er et center, der hjælper seksuelt misbrugte.

Prisen Lotte Heise fik overrakt hedder Melvin Jones Fellowship, der er en pris, som er opkaldt efter Melvin Jones, der i 1917 stiftede Lions Club International i Chicago, Illinois, USA.