Løstgående hund årsag til uheld
Lastbil med anhænger væltede nær Randers, fordi en hund var løbet ud på vejen.
En løstgående hund var i formiddag årsag til, at en lastbil med anhænger væltede nær Randers.
Ifølge lastbilens chauffør, blev han nødt til at undvige, da der pludselig stod en hund på vejen foran ham. Han mistede imidlertid kontrollen over anhængeren, da han forsøgte at dreje uden om hunden, og hele lastvognstoget væltede derfor om på siden.
Uheldet fandt sted i nærheden af landsbyen Tånum, der ligger umiddelbart vest for Randers. Både lastbil og anhænger var fyldt med træspåner, og det var derfor ikke nogen let sag for Falck at få lastvognstoget tilbage på hjulene.
Chaufføren blev efter uheldet kørt til behandling på Randers Centralsygehus. Her viste det sig, at han havde brækket et kraveben og derudover pådraget sig lettere knubs.