Løslader 16-årig i voldtægtssag
Dreng mistænkt for voldtægt i Randers
Østjyllands Politi har valgt at løslade en 16-årig dreng, der lørdag blev anholdt og sigtet for en fuldbyrdet voldtægt i Randers natten til lørdag.
I første omgang oplyste politiet, at drengen ville blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Randers lørdag klokken 15.00.
- Vi oplyser kun, at der er et retsmøde, sagde vagtchef Tommy Byrial Jørgensen ved Østjyllands Politi tidligere lørdag uden at ville oplyse alderen på offeret, eller om voldtægten blev begået på åben gade eller indendørs.
Lørdagens grundlovsforhør blev imidlertid aldrig gennemført. I forbindelse med efterforskningen blev det nemlig vurderet, at grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør ikke var til stede, oplyser Østjyllands Politi.
Den 16-årige er derfor blevet løsladt. Politiet har ingen yderligere oplysninger til sagen, der fortsat efterforskes.