Løsgænger fik blot 85 stemmer
Janus Kramer Møller, der stillede op uden for parti, fik blot 85 personlige stemmer - langt færre end han havde håbet.
Der er nogengange langt fra håb til virkelighed. Det må løsgængeren, Janus Kramer Møller, sande dagen efter valget.
Han havde ifølge stiften.dk håbet på 1.000 personlige stemmer eller flere, men optællingen i Østjylland tildelte ham kun 85 stemmer.
Men Janus Kramer Møller har ikke planer om at opgive politik.
- Nej, det her bliver ved. Mit politiske engagement er en envejsbillet og holder ikke bare sådan op. Jeg er da ikke jublende ellevild i dag, men jeg synes, det har været den bedste valgkamp, vi har haft. Opmærksomheden har været det hele værd, siger løsgængeren til avisen.
85 stemmer lyder umiddelbart af meget lidt, men det er langt fra det laveste antal personlige stemmer, der er afgivet i Østjylland. Faktisk skal vi ikke se længere tilbage end 2005, hvor kandidat for Kristendemokraterne Lenette G. Schultz-Knudsen måtte tage til takke med 30 personlige stemmer.