Lokummet brændte
Opgang fyldt med røg efter wc-brand
En cigaret-glød i en balje med toiletpapir var lørdag årsag til, at en opgang i en aarhusiansk boligblok var fyldt med røg.
Ifølge politiet rykkede brandvæsenet lørdag eftermiddag ud til en brand på Janesvej i Brabrand, hvor der var opstået en brand på et badeværelse.
- En af lejlighedens beboere havde tabt en glød fra en cigaret ned i en balje med wc-papir. Derefter havde ilden bredt sig, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der var to personer til stede i lejligheden, da branden brød ud. Manden og kvinden fik selv slukket ilden, inden flammerne nåede at brede sig til resten af lejligheden.
- Ingen personer kom til skade. Men opgangen var efterfølgende fyldt med røg, fortæller politiets vagtchef.