Lokomotiv futtede julen ind
Spredte julestemning i det østjyske
Et pift efterfulgt af et "fuuuut". Sådan lød det på Aarhus Hovedbanegård søndag formiddag.
Det var ikke IC3-togene, der kørte af sted, men derimod deres gamle tipoldefar: Et 115 år gammelt damplokomotiv.
Lokomotivetets røde vogne var fyldt med glade østjyder, som ville opleve julestemning og gamle tog. Turen gik til Ryomgård, hvor der var julemarked ved byens station.
Villy Linaa var en af dagens nysgerrige og spændte passagerer. Han kan godt huske, dengang de gamle vogne var i brug i 1940'erne og 1950'erne:
- Jeg er ude at genopfriske barndomsminderne- Min far var lokomotivfører, og det smitter af på børnene, siger Villy Linaa til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med i toget var også en julemand og konduktører klædt i gamle uniformer. Da toget var nået til endestationen i Ryomgård skulle det vendes - og det skete med håndkraft. Derefter gik turen tilbage til Aarhus.
Se et tv-indslag om dagens juletog øverst i artiklen.