Lokofører ramt af PTSD efter otte ulykker: Kan ikke få anerkendt arbejdsskade

Lokofører Brian Borg er ramt af PTSD. Men kan ikke få anerkendt sygdommen som en arbejdsskade, trods den er udløst af hændelser, der er sket, mens han har ført tog

02:53

VIDEO: - Tre gange har jeg været så tæt på at miste livet ved at passe mit arbejde, hvor jeg ikke har været skyld i det, fortæller Brian Borg. Han er ramt af PTSD og kan ikke længere være lokofører. Men han kan ikke få anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.

Trods stress, mareridt og dødsangst efter at have været involveret i otte ulykker gennem 26 år, kan den tidligere lokofører Brian Borg ikke få anerkendt sin arbejdsskade.

I 2017 fik han konstateret PTSD af en psykiater og måtte stoppe med at arbejde som lokofører. Men fordi der er gået mere end seks måneder mellem ulykkerne skete og han gik psykisk ned, afviser Ankestyrelsen at anerkende det som en sygdom, udløst af arbejdet.

Tre gange har jeg været så tæt på at miste livet ved at passe mit arbejde, hvor jeg ikke har været skyld i det.

Brian Borg

- Det var lige som at få en mavepuster, men sådan umiddelbart bagefter blev jeg sådan rigtig ked af det, siger Brian Borg, tidligere lokofører hos DSB.

Afgørelsen kommer som et chok for 47-årige Brian Borg. Gennem sin 26 år lange karriere hos DSB har han været udsat for det ene uheld efter det andet.

- I hvert fald tre gange har jeg været så tæt på at miste livet ved at passe mit arbejde, hvor jeg ikke har været skyld i det. Det er ting, der er opstået, som jeg ikke har haft nogen indflydelse på, og det skriver de som ’ubehagelige oplevelser’, siger Brian Borg.

Brian Borg er blandt andet ramt af mareridt om natten. Siden 2017 har han haft lægernes ord for, at han er ramt af PTSD, som følge af de ulykker, han har været involveret i.

Otte hændelser

Det begyndte med Mundelstrup-ulykken i 1994. Et tog brager op i det tog Brian Borg var lokofører i. Billederne af de to tog havareret i et snelandskab og ambulancerne, der havde svært ved at nå frem på grund af massive mængder sne, står klart i erindringen for flere østjyder.

Fire personer blev alvorligt kvæstet i ulykken. Brian Borg selv slap fysisk uskadt ud af ulykken.

Efter Mundelstrup har Brian borg oplevet selvmordsforsøg på skinnerne, stået midt i en gaseksplosion, påkørt en hest og en lastbil – og blevet spyttet i ansigtet af en vred passager.

Læs også Lokofører i otte ulykker: - Jeg har fået posttraumatisk stress

I 2017 ramler det hele for Brian Borg. Han får ved en fejl et stopsignal, mens han kører ind på Høje Taastrup Station. Her reagerer han kraftigt. Han tror, han skal dø.

Siden den oplevelse har Brian Borg ikke kunne føre et tog.

Kan ikke anerkendes

Brian Borg får konstateret PTSD. Det står sort på hvidt i lægejournalen.

- Det er meget ubehagelige oplevelser, og det følger mig nu, og det har det også gjort efter de enkelte ulykker, jeg har været involveret i, siger Brian Borg.

Hvis ikke en mand som Brian skal have en erstatning for en arbejdsskade, som han har fået på sit arbejde gennem rigtig mange år, ja, så kan jeg slet ikke se, hvem der skal have

Niels Jacobsen, tidligere tillidsmand

Men Ankestyrelsen anerkender ikke PTSD diagnosen som en arbejdsskade, og kalder det i stedet for en ”uspecificeret belastningsreaktion.”  Fordi symptomerne ikke er opstået indenfor seks måneder efter de mange hændelser, vil man ikke anerkende PTSD diagnosen som arbejdsrelateret.

Noget der skaber stor bekymring hos Brian Borgs tidligere tillidsmand i DSB.

- Jeg synes selvfølgelig, at det er fuldstændig katastrofalt. Hvis ikke en mand som Brian skal have en erstatning for en arbejdsskade, som han har fået på sit arbejde gennem rigtig mange år, ja, så kan jeg slet ikke se, hvem der skal have, siger Niels Jacobsen, tillidsmand i DSB.

Brian Borg har siden 2017 ikke kunne nærme sig hverken et tog eller en banegård. 

Tillidsmanden er bange for, hvad afgørelsen kommer til at betyde for andre lokoførere.

- Det kommer til at danne præcedens for andre sager, og det er vi selvfølgelig ikke blinde for, så vi må få taget det i opløbet. Og jeg synes da også, at der må være nogle politikere, som må komme på banen jer, siger Niels Jacobsen.

PTSD

- PTSD betyder posttraumatisk stressforstyrrelse (PostTraumatic Stress Disorder)
- PTSD er en forsinket stressreaktion på svær psykisk belastning
- PTSD kan udløses af truende eller skræmmende hændelser
- PTSD kan udløses af pludselige hændelser og mangel på kontrol 
- PTSD-ramte genoplever ofte den traumatiske situation. I vågen tilstand som flashbacks og i søvne som drømme eller mareridt
- PTSD-ramte er ofte plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og humørsvingninger

Tidligere et problem for veteraner

Den situation Brian Borg sidder i nu, har flere krigsveteraner tidligere siddet i. Veteraner, der fik konstateret PTSD senere end seks måneder efter udsendelse, fik ikke anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.

Dette medførte, at folketinget vedtog en særlov i 2014. I særloven, der kun gælder for udsendte soldater og andre statsansatte, bortfaldt kravet om en speciallægeerklæring inden for seks måneder efter hændelsen.

Pengene gør mig ikke rask

Brian Borg

Dansk Jernbaneforbund tager nu sagen i retten. Han står til at gå glip af en stor kompensation. Potentielt set i millionstørrelsen.

Men for Brian Borg er anerkendelsen vigtigere end en kompensation i kroner og ører.

- De gør mig ikke rask de penge. Det vigtigste er, at jeg kunne få et brev derovre fra, hvor de skriver, at vi anerkender, du har haft nogle forfærdelige oplevelser. Og det er vi kede af på dine vegne, siger Brian Borg.

Ankestyrelsen ønsker ikke at udtale sig om Brian Borgs sag.

BRIAN BORGS ULYKKER

1994:
Stor togulykke ved Mundelstrup uden for Aarhus. Et IC3-tog brager op bag i det regionaltog, som Brian er lokomotivfører i. Lokomotivføreren i IC3-toget og fire andre bliver alvorligt kvæstet. 10 passagerer kommer lettere til skade.

1994:
To drenge leger på skinnerne ved Ikast. Brian Borg når at bremse i tide.

1998:
Ved en baneoverskæring i Trustrup på Djursland overser en lastbil signalet, og toget, som Brian Borg kører, hamrer ind i lastbilen. Lastbilchaufføren kommer slemt til skade.

1999:
Mens Brian fylder diesel på et lokomotiv på Aarhus H, sker der en stor eksplosion, da gas fra en utæt ledning selvantænder. Flere kvadratmeter stenbelægning ryger op i luften og falder ned som regn. Et fragment fra et brønddæksel rammer Brian i ryggen. Det er et mirakel, at der ikke sker ham mere.

2002:
En psykisk syg mand har lagt sig på skinnerne i Risskov ved Aarhus. Brian bremser op, og først da toget står helt stille, kan han se, at han ikke har kørt manden over. De når at få øjenkontakt med hinanden, inden manden lunter væk.

2015:
En cyklist kører alt for tæt på skinnerne ved Dokk1 i Aarhus. Cyklisten strejfer toget - men kommer ikke til skade. Brian og manden råber vredt til hinanden.

2017:
En hest løber ud på sporet. Brians tog rammer hesten med 140 km/t.

2017: 
Ved Høje Taastrup Station viser signalet pludselig STOP. Det er en teknisk fejl, men oplevelsen chokerer Brian, og han tror, han skal dø. Det ripper op i minderne om ulykken ved Mundelstrup, og siden har Brian ikke kunnet passe sit arbejde som lokomotivfører.

10:24

I 26 år har Brian Borg arbejdet som lokofører. Hele otte gange i den periode har han været førstehåndsvidne til alvorlige ulykker og flere lige-ved-og-næsten episoder, der kunne være endt fatalt. For nylig knækkede filmen så, og Brian Borg er blevet tvunget til at forlade sit job som lokomotivfører med en PTSD-diagnose i bagagen. Videoen er fra marts 2018.

Luk video