Løkke fortsætter charmeoffensiv

Vælgerne har delte meninger om Løkke-besøg

02:17

1 af 2

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fortsatte i dag sin charmeoffensiv i det østjyske for at bakke op om de lokale kandidater forud for Europaparlamentsvalget på søndag. Han gæstede blandt andet Silkeborg, hvor han sammen med EP-kandidaterne Ulla Tørnæs og Irene Simonsen mødte vælgerne på gaden.

Men vælgerne havde delte meninger om, hvorvidt hans besøg gjorde mere skade end gavn for kandidaterne.

- Jeg synes simpelthen, at han er ved at være for langt ude, det er ved at være for meget, siger Marianne Hou fra Svejbæk.

Også ved seneste valgkamp var en presset Lars Løkke på charmeoffensiv i det østjyske. Her var det sagen om hans meget omtalte firmabil, der var i vælten. I dag var det sagerne om tøj for 152.000 kroner, en rejse til Mallorca og rygning på et hotelværelse, der verserer.

- Jeg er helt sikker på, at det er en fordel, at jeg er ude at føre valgkamp, der er tegnet et billede af mig og dermed også Venstre som ingen af os kan genkende, men der er selvfølgelig en risiko for, at det sætter sig i befolkningen, og derfor er det netop nu vigtigt at kigge danskerne i øjnene, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det var da heller ikke alle vælgere, der var ude med riven efter Venstre-formanden:

- Det er EU, vi stemmer om nu, og det er jo ikke ham, der skal derned siger Birgit Mikkelsen fra Silkeborg

Se mere fra dagens charmeoffensiv i tv-indslaget ovenfor.